”Det er jo en klassisk borgersag kontra storkapital”

Lige fra første gang Aarhus Kommune forhører sig ved Kolt-Hasselagers fællesråd om en ny lokalplan for en bebyggelse med en Rema 1000 og boliger på hjørnet af Elmetoften og Hovedvejen, har formand Karen Balling Radmer og resten af byen kæmpet imod den. Men efter flere høringer og foretræde ved Teknisk Udvalg bliver lokalplanen alligevel vedtaget, og tilbage står et uforstående lokalsamfund.

Af Emil Øer Nørgaard Mouritsen

I februar 2019 vedtager bestyrelsen i Kolt-Hasselager fællesråd en udviklingsplan for området på baggrund af en række borgermøder, hvor alle havde mulighed for at komme til orde og fremsætte deres ønsker for området. Et af de ønsker, som vedtages i udviklingsplanen, var at centrere byens indkøbsmuligheder omkring Superbrugsen på Kolt Østerbakken:

”Der ønsker vi vores handel samlet med henblik på, at det også skaber fællesskab og mulighed for mere handel og flere små butikker. To dagligvarebutikker tæt på hinanden øger faktisk handlen, det er der undersøgelser, der viser,” siger formand for fællesrådet, Karen Balling Radmer.

Karen Balling Radmer er formand for Kolt-Hasselager fællesråd, der ifølge deres hjemmeside fungerer som lokalsamfundets talerør overfor byråd og kommune.

Så da Aarhus Kommunes Teknisk Udvalg første gang forhører sig ved fællesrådet om en lokalplan, der vil ligge en Rema 1000 et helt andet sted, var fællesrådet naturligvis imod denne plan, som de også gav udtryk for.

Teknisk Udvalg vælger dog i første omgang at gå videre med lokalplanen, der igangsætter et større klagemål for fællesrådet og resten af lokalbefolkningen:

”Vi afholder et borgermøde med Rema 1000 og politikerne, så de kunne høre, hvad befolkningen sagde til det her forslag. Så tager vi kontakt til Teknisk Udvalg og fortæller hver eneste politiker i udvalget, hvor meget vi er imod det her. Så kommer selve lokalplanen til forslag, og der afgiver vi høringssvar.”

I alt afgives 12 høringssvar fra borgere og institutioner i Kolt-Hasselager, hvoraf kun ét af dem er positivt stemt overfor kommunens forslag. Noget af det, kritikken også går på, er, at mange frygter den øgede trafik, den nye Rema 1000 vil tilføre til den allerede trafikerede Hovedvejen. Frygten bunder blandt andet i, at mange skolebørn hver dag krydser den vej på vej til og fra skole og fritidsaktiviteter.

I sidste ende søger fællesrådet om foretræde ved Teknisk Udvalg, der er en mulighed for privatpersoner til at få et møde med udvalget om en given sag, hvor de kan fremlægge deres synspunkter, og udvalget kan stille spørgsmål.

Illustration af Superbrugsen hvor fællesrådet ønskede placeringen af den nye Rema 1000, og hvor lokalplanen foreslog, den skulle ligge.

Hensyn til lokalsamfundet

Det ender som bekendt med, at lokalplan 1127 vedtages af Teknisk Udvalg. Af referatet fremgår det, at det kun er Viggo Jonasen, daværende medlem af byrådet for Enhedslisten, som stemmer mod lokalplanen med henvisning til Kolt-Hasselagers fællesråds modstand mod planen.

Op til den endelige afstemning om lokalplanen var fællesrådet i dialog med Rema 1000, som gik på at indgå nogle fælles kompromiser for udarbejdningen af bygningen, i så fald lokalplanen gik i gennem. Men efter lokalplanen stemmes i gennem, er fortællingen en anden:

”Siden lokalplanen blev vedtaget, har det ikke været muligt for os at få kontakt til Rema 1000 til trods for flere sms’er, mails og opringninger,” fortæller Karen Balling Radmer. 

Tilbage står et uforstående lokalsamfund, der undrer sig over hvilke hensyn, der vejer tungest, når politikerne skal tage beslutninger. Vedtagelsen om at gennemføre lokalplanen har også haft konsekvenser for to lokale erhverv. De har skullet finde nye lokaler at drive forretning i, da deres forretninger lå på den grund, den nye bygning skal opføres på:

”Hvad er det for hensyn, som vi ikke ved, hvad er, som skulle være vigtige nok til, at man gør noget, som 7600 mennesker ikke vil have? Men det er jo en klassisk borgersag kontra storkapital.”

Karen Balling anerkender dog, at der kan være enkelte, som synes, det er en god ide, at der kommer en Rema 1000 til byen, men ikke tør sige det højt grundet den brede enighed i lokalbefolkningen om, at konsekvenserne opvejer fordelene.

Medlem af Teknisk Udvalg Gert Bjerregaard (V) ønskede ikke at kommentere på, hvorfor han og flere andre i Teknisk Udvalg vedtog lokalplanen, selvom Kolt-Hasselager fællesråd og flere beboere udtrykkede bekymring omkring den. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *